[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

Elever i 4. og 5. klasse kan med god grund glæde sig til undervisningen i forbindelse med den landsdækkende kampagne "Uge 40 - Lær om Brand". Undervisningsmaterialet ”Ild en farlig ven” er nemlig i år blevet totalt fornyet.
 

Materialet lægger som noget nyt op til interaktion og refleksion i indlæringen. På hjemmesiden www.ildenfarligven.dk kan eleverne se 12 små film med Søren Brandmand. I filmene udfordres eleverne blandt andet til at diskutere forskellige problemstillinger, som har med brand at gøre. F.eks. om de tør ringe til 1-1-2 for at anmelde en brand, som de selv er kommet til at sætte i gang.
 

Af hensyn til skolernes varierende it-ressourcer tilbydes filmene også på en dvd sammen med trykte elevopgaver.
 

Gratis for skolerne
Til undervisningsmaterialet hører desuden ”Brandspillet”. Det er et brætspil som Trivial Pursuit og Bezzerwizzer, men med kort, hvor eleverne selv skal formulere spørgsmål om ild og brand.
 

Det nye materiale er udarbejdet i samarbejde med TrygFonden og baserer sig på evaluering af det hidtidige undervisningsmateriale.
 

Alle grundskoler i Danmark kan i maj og juni gratis bestille materialet via Beredskabsstyrelsens hjemmeside. Her kan børnehaveklasselærerne også bestille undervisningsmateriale til undervisning i 0. klasserne. Materialerne udsendes til skolerne i august.
 

Uge med fokus på brandforebyggelse
Hvert år afholdes kampagnen ”Uge 40 - Lær om brand”. Lærere i skoler landet over underviser her eleverne i brandforebyggelse. I 2010 benyttede cirka 850 skoler sig af muligheden for at bestille gratis undervisningsmaterialer om ild og brand hos Beredskabsstyrelsen.

Beredskabsstyrelsens undervisningsmaterialer er udarbejdet i overensstemmelse med Undervisningsministeriets bekendtgørelse om Fælles Mål.