[Oprindeligt publiceret af Beredskabsstyrelsen]

På Foreningen af Kommunale Beredskabschefers årsmøde i Odense Congress Center 24.-26. august drøfter redningsberedskabets hovedaktører en række aktuelle emner inden for beredskabet. Beredskabsstyrelsens direktør, Henning Thiesen, holdt torsdag en tale for mødedeltagerne.

I talen gav Henning Thiesen sit syn på, hvad der kendetegner samfundets udvikling i et beredskabsperspektiv. Han pegede på terror, klimaændringer, nye komplekse infrastrukturer og en stigende efterspørgsel efter redningsberedskabets hjælp ved katastrofer i udlandet som områder, der især må tages i betragtning.

Direktøren konstaterede på den baggrund, at redningsberedskabet står over for en række beredskabsfaglige, kompetencemæssige og økonomiske udfordringer.

Hvordan skal udfordringerne så tackles? Det kom Henning Thiesen med nogle konkrete bud på:

Samarbejde og dialog
Et hovedbudskab var, at den gode dialog og samarbejdet mellem aktørerne på beredskabsområdet skal fortsætte og udbygges. Henning Thiesen pegede her særligt på de nye faglige udvalg for forebyggelse, uddannelse, operativt beredskab og beredskabsplanlægning.
- Vi skal udnytte denne nye samarbejdsstruktur til i fællesskab at tænke nyt og til at få videreudviklet beredskabet, sagde han blandt andet.

Bryd ud af vanetænkningen
Netop modet til at tænke nyt var et andet hovedbudskab i Henning Thiesens tale:

- I en tid, hvor der i hele den offentlige sektor er et krav om effektiviseringer, er det nødvendigt for at kunne finde konstruktive, fleksible og udogmatiske løsninger på de udfordringer, vi står overfor, sagde han.

Styrkelse af forebyggelsesarbejdet
Som et sidste hovedpunkt i sin tale pegede Beredskabsstyrelsens direktør på forebyggelse som et væsentligt element i at kunne opretholde og videreudvikle et robust beredskab:

- Forebyggelse er altid bedre end helbredelse, men forebyggelse er særlig interessant i økonomisk trange tider. Der er derfor ingen tvivl om, at vi både i Beredskabsstyrelsen og i kommunerne fremover vil komme til at arbejde endnu mere med forebyggelse, sagde Henning Thiesen.