Retningslinjer for brug af Beredskabsstyrelsens sociale medier

Collage

Beredskabsstyrelsen har en række myndighedsprofiler på de sociale medier. Formålet med profilerne er at gøre det muligt for personer med interesse for beredskab og Beredskabsstyrelsens arbejde at modtage og dele information.

Vi vægter den gode og konstruktive dialog højt, og derfor opfordrer vi alle til at bevare en pæn og respektfuld tone i dialogen med både os og andre brugere. Af samme grund har vi opstillet de følgende retningslinjer, som gælder for dialog på alle Beredskabsstyrelsens profiler:  

  • Det er ikke muligt at lave opslag på Beredskabsstyrelsens facebook-vægge eller sende os privatbeskeder.
  • Du er velkommen til at kommentere på Beredskabsstyrelsens opslag, men vi foretager ikke sagsbehandling på de sociale medier. Du skal derfor sende en mail (brs@brs.dk) eller ringe, hvis du ønsker, at vi skal behandle dit spørgsmål som en officiel henvendelse
  • Beredskabsstyrelsen kan ikke garantere svar på alle kommentarer og spørgsmål, men vi bestræber os på at besvare alle generelle spørgsmål inden for normal offentlig sagsbehandlingstid
  • Beredskabsstyrelsen fralægger sig ethvert ansvar for kommentarer på styrelsens profiler på de sociale medier, der ikke er publiceret af os selv

Derudover forbeholder Beredskabsstyrelsen sig retten til uden forudgående varsel at slette alle indlæg, der:

  • Er i strid med gældende lovgivning
  • Kan virke stødende og/eller diskriminerende
  • Indeholder personfølsomme oplysninger – også dine egne
  • Ikke er relevante for sidens tema eller det opslag, der kommenteres på
  • Har kommerciel karakter
  • Kan betegnes som spam

Vi forbeholder os retten til at blokere en bruger, hvis personen har overskredet retningslinjerne flere gange. Du skal desuden være opmærksom på, at Beredskabsstyrelsen er en offentlig myndighed, og at al interaktion, der finder sted mellem styrelsen og brugere på de sociale medier, kan blive journaliseret. Denne kan derfor være tilgængelig for offentligheden, selvom indlæg eller andet måtte være slettet på den anvendte platform.

Sidst opdateret 10. august, 2020 - Kl. 13.49