Infografik - sådan varsler myndighederne

Grafik: Beredskabsstyrelsen.

Danmark rammes sjældent af større ulykker og katastrofer. Men når der opstår en akut fare i et specifikt område, advarer myndighederne befolkningen på flere forskellige måder.

 

I akutte situationer af livstruende karakter for et større antal mennesker kan myndighederne varsle via følgende kanaler:

 

S!RENEN

Befinder du dig i et fareområde, og har du en nyere mobiltelefon med opdateret styresystem, modtager du automatisk advarsler via S!RENEN. Advarslen fortæller, hvad der sker, hvor det sker, og hvad du skal gøre. Tommelfingerreglen er:

 

STOP. LÆS. REAGÉR.

 

Se mere om S!RENEN her.

 

 

De fysiske varslingssirener

De fysiske varslingssirener aktiveres i det område, hvor der er fare på færde. Hører du varslingssirenerne, skal du:

 

GÅ IND OG SØGE INFORMATION HOS DR ELLER TV 2

 

På DR’s og TV 2’s platforme finder du en beredskabsmeddelelse fra myndighederne.

 

Se mere om de fysiske varslingssirener her.

 

 

Beredskabsmeddelelser

Beredskabsmeddelelser forklarer – ligesom advarsler via S!RENEN – hvad der sker, hvor det sker, og hvad du skal gøre, hvis du er i fareområdet. Du kan finde beredskabsmeddelelserne på DR og TV 2’s platforme.

 

Andre kanaler

Når der udsendes beredskabsmeddelelser, vil du udover hos DR og TV 2 også kunne finde dem på politi.dk. Myndighederne vil også kommunikere via egne hjemmesider og profiler på sociale medier.

 

På de platforme kan du også finde information om mindre og relativt hyppige hændelser som f.eks. mindre brande og lignende.

 

I helt særlige tilfælde kan politiet varsle befolkningen ved at køre eller gå fra dør til dør.

 

Hvem gør hvad?

Det er Rigspolitiet, der udsender beredskabsmeddelelser og advarsler via S!RENEN samt aktiverer de fysiske varslingssirener. Det er typisk myndighederne på et skadessted – politi, sundhedsmyndigheder og brandvæsen – der afgør, om der skal varsles i området.

 

Beredskabsstyrelsen har ansvaret for driften af S!RENEN og de fysiske varslingssirener.

Varsling for hørehæmmede

Når du modtager en advarsel via S!RENEN, vibrerer din telefon, og teksten popper op på skærmen.

 

Derudover kan døve og hørehæmmede få en sms, når der varsles. Du tilmelder dig sms-varsling for døve og hørehæmmede på borger.dk.

Sidst opdateret 15. juli, 2024 - Kl. 14.59