Nyheder
Publikationer
Sociale medier
Presse
Det kan være farligt at opholde sig udenfor, når det stormer, eller Danmark rammes af en orkan. Det sker med jævne mellemrum.
Beredskabstips før stormen kommer.
Danmark rammes med jævne mellemrum af storme og orkaner. Når det sker, kan det være farligt at begive sig udenfor, da man risikerer at blive ramt af eksempelvis løsrevne tagsten og grene. Væltede træer kan også spærre for trafikken. Hvis DMI udsender storm- eller orkanvarsel, bør du tage dine forholdsregler.
Ryd op rundt om huset, fjern eventuelle løse tagsten fra taget og fastgør trampoliner og lignende
Sørg for, at der er opladt batteri på computer og mobiltelefon, og hav lommelygte eller stearinlys klar, hvis strømmen skulle gå
Tjek vejrudsigten og følg med i meldinger fra myndighederne via pressen, hjemmesider, apps og sociale medier
Vær opmærksom på tagsten, grene og andre løsrevne genstande, hvis du går udenfor. Hvis myndighederne fraråder unødig færdsel udendørs, så udsæt eller aflys dine aftaler så vidt muligt
Der er mange myndigheder, som vil kunne kommunikere om konsekvenserne af storme og orkaner enten i situationen eller efterfølgende. Du finder informationer her:
1-1-2 er alarmnummeret, som du skal ringe til i akutte tilfælde for at få fat i ambulancer, brandvæsenet, politiet eller miljøberedskabet. Ring kun til 1-1-2, hvis det er en akut nødsituation. Du kan blokere telefonlinjen for livsvigtige opkald.
Ved større ulykker eller katastrofer advarer myndighederne befolkningen bl.a. via sociale medier, hjemmesider og medierne. Beredskabsmeddelelser udsendes derudover via DR og TV 2.
I akutte situationer af livstruende karakter for et større antal mennekser kan myndighederne advare via de fysiske varslingssirener og S!RENEN. Hvis du hører en varslingssirene, skal du gå indenfor og opsøge information fra myndighederne gennem DR eller TV 2.
Hold øje med myndigheders sociale medier og hjemmesider. Det er en stor hjælp, hvis du deler bekræftede oplysninger under en krise og er opmærksom på at forhindre rygtespredning. Overvej derfor altid en ekstra gang, om kilden er troværdig, inden du deler oplysninger i dit netværk.
Du kan være mere eller mindre udsat, alt efter hvor du bor. Bor du for eksempel tæt på kysten eller i et lavtliggende område, kan du blive ramt af oversvømmelse, og det vil være en god idé at undersøge, hvor du kan få fat i sandsække. Bor du langt ude på landet, risikerer du at blive isoleret under en snestorm eller en orkan, og du bør overveje at have lidt vand og mad på lager.
I nødsituationer er en smartphone et godt, personligt kommunikationsberedskab, der kan holde dig orienteret og give dig mulighed for at advare og kommunikere med andre. Det kan være en god idé at have en powerbank, så du kan lade din smartphone op, selvom strømmen forsvinder.
Vær opmærksom på, hvilke særlige behov du, din familie og eventuelle kæledyr har. Har du løbende brug for medicin? Så hav lidt på lager. Har du ældre slægtninge, der får brug for hjælp, hvis ulykken rammer? Så sørg for, at du og andre familiemedlemmer kan komme i kontakt med dem døgnet rundt.