Ring 1-1-2, hvis du har akut brug for politi, ambulance eller brandvæsen

1-1-2

1-1-2 er alarmnummeret, som du skal bruge i akutte tilfælde for at få fat i ambulancer, brandvæsenet, politiet eller miljøberedskabet.

Det kan f.eks. være i tilfælde af

  • Alvorlig personskade
  • Igangværende kriminalitet
  • Færdselsulykker
  • Brand
  • Miljøforurening

Nummeret kan benyttes i hele EU.

Ring ikke til 1-1-2, hvis det ikke er en akut nødsituation. Du kan blokere telefonlinjen for livsvigtige opkald. Du kan se en oversigt over øvrige vigtige numre til myndighederne her. 

 


Gratis og landsdækkende

Du kan ringe til 1-1-2 fra hele landet fra både fastnettelefoner og mobiltelefoner. Det er gratis at ringe til 1-1-2.

Alle teleselskaber er forpligtet til at sørge for, at alle abonnenter altid kan ringe til 1-1-2 - også selvom der ikke er penge på kontoen, eller telefonen er spærret.

Sådan foregår samtalen
Når du ringer til 1-1-2, bliver din anmeldelse sendt videre, samtidig med at du taler med 1-1-2-alarmoperatøren. Hjælpen bliver altså sendt af sted, mens du taler med 1-1-2-alarmoperatøren.

Som anmelder skal du prøve at bevare roen og forsøge at forklare så tydeligt som muligt

  • hvad der er sket
  • hvor det er sket
  • hvem, der har brug for hjælp og
  • evt. hvorfor

Alarmcentralen har brug for så detaljerede oplysninger som muligt for at kunne afgøre hvilken hjælp, der er brug for.  Du bør blive ved telefonen, indtil beskeden er forstået. Alarmcentralen har muligvis brug for flere oplysninger, end du regner med; også efter at hjælpen er sendt.

Alle opkald til 1-1-2 bliver optaget.

Sms-alarmering for døve- og hørehæmmede
Døve og hørehæmmede kan via Danske Døves Landsforbund eller det lokale høreinstitut efter behov og forespørgsel få udleveret et hemmeligt telefonnummer, der gør det muligt i nødstilfælde at sende en sms, som kan læses og besvares af 1-1-2.

 

1-1-4

...er politiets servicenummer. Det er her, du skal ringe, hvis du har behov for kontakt til din lokale politikreds, uden at de skal komme med blå blink og horn.

 

Andre vigtige numre

Hvis du eller dine nærmeste har brug for lægehjælp uden for din læges åbningstid:

  • Lægevagten i Region Syddanmark - 70 11 07 07
  • Lægevagten i Region Midtjylland  -  70 11 31 31
  • Lægevagten i Region Nordjylland -  70 15 03 00
  • Lægevagten i Region Sjælland      -  1818
  • Akuttelefon i Region Hovedstaden - 1813 (åben døgnet rundt.)

Giftlinjen - 82 12 12 12 - er en landsdækkende telefonrådgivning, hvor alle kan få direkte råd og hjælp i tilfælde af forgiftning.

 

Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter - 33 92 11 12 - kan kontaktes døgnet rundt på telefon, hvis du har behov for akut bistand i udlandet

 

Sidst opdateret 23. januar, 2024 - Kl. 10.10