Statistikken for de seneste 10 år viser, at der i Danmark i gennemsnit er omkommet 62 personer ved brand pr. år. Statistikken viser en generel nedadgående tendens i antallet af omkomne ved brand i Danmark.


Nyeste udgivelser om dødsbrande

 

Hvilken tidsperiode dækker data?

Antallet af dødsbrande og omkomne ved brand er opgjort fra 1970 til 1989. Fra 1989-2003 er der oplysninger om køn, alder, dato for branden og formodet brandårsag. Disse data er indsamlet af Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).

Beredskabsstyrelsen har drevet den danske database over dødsbrande og omkomne i brand siden 2004. Der foregår en løbende udvikling af dataindsamling og den tekniske løsning bag databasen, hvorfor datakvaliteten som hovedregel er bedre, jo nyere data er. Derfor varierer det med de forskellige parametre i databasen, hvilken tidsperiode der inkluderes i analyserne.

Hvilke oplysninger indsamler vi?

Databasen indeholder oplysninger om omkomnes køn, alder, boligforhold og i forebyggelsesøjemed relevante helbredsoplysninger. Der er oplysninger om dato og tidspunkt for branden, brandstedet og formodet brandårsag. Oplysningerne indsamles i et samarbejde med Rigspolitiets NKC, udvalgte afsnit på Rigshospitalet og en systematisk indsamling af presseklip.

Definitioner

En dødsbrand er en brand, som fører til, at en eller flere personer omkommer.

En omkommen ved brand, også kaldet en branddød, er en person, der omkommer under en brand eller senest 30 dage efter branden som følge af brandpåvirkning - typisk røgforgiftning eller forbrænding.

Sidst opdateret 22. august, 2023 - Kl. 08.32