Voksenpædagogisk Videreuddannelse
Hvad har du brug for at lære?
Har du behov for en dyberegående viden om pædagogik og undervisning? Har du lyst til at udbygge dine kompetencer som underviser eller uddannelsesplanlægger ud fra den nyeste viden og teori? Og kunne du tænke dig at få udvidet dit metodemæssige repertoire? Så er Voksenpædagogisk Videreuddannelse et godt tilbud til dig.
Dit udbytte
På kurset lærer du at anvende relevante psykologiske, pædagogiske og sociologiske teorier koblet med praksiserfaringer. På denne måde får du styrket dine kompetencer i effektivt at kunne håndtere en række uddannelsesmæssige udfordringer i forhold til praksis på din arbejdsplads. Med uddannelsen får du udvidet dine pædagogiske og undervisningsmæssige kompetencer, så du står godt rustet til at møde fremtiden som både underviser, uddannelseskonsulent og uddannelsesplanlægger.
Målgruppe
Kurset henvender sig til undervisere, uddannelsesansvarlige, uddannelsesplanlægger, uddannelseskonsulenter og ledere af uddannelsesafdelinger m.fl., der har behov for og lyst til at udvikle kompetencer og egen praksis.
Undervisere
Underviserne har en solid teoretisk baggrund og bred praktisk erfaring med undervisnings- og øvelsesaktiviteter. De fleste undervisere har endvidere en beredskabsfaglig baggrund og dermed en god forståelse for den kontekst, hvori kursusdeltagerne skal omsætte det lærte. Der indgår også eksterne undervisere med specialiserede pædagogiske kompetencer fra den civile uddannelsesverden.
Deltagerforudsætninger
Du skal have gennemført Voksenpædagogisk Grunduddannelse eller tilsvarende. Vi forventer, at du involverer dig i og forholder dig aktivt til egen læreproces igennem uddannelsen, samt at du er indstillet på læsning af faglitteratur og udarbejdelse af skriftlige opgaver. Du skal også være parat til at udsætte din tænkning og undervisningspraksis for refleksion og feedback. Det er en fordel at have en vis erfaring med undervisningsopgaver forud for uddannelsesstart.
Videre uddannelse
Et gennemført kursus kan – afhængig af din baggrund og erfaring - være din adgangsbillet til yderligere kompetenceudvikling inden for undervisning og pædagogik, eksempelvis i form af voksenunderviseruddannelse, diplomuddannelse i pædagogik og masteruddannelse i læring.
Citat fra kursusdeltager
”Et super godt og relevant kursus. Begge vores instruktører var meget behagelige og fantastisk kompetente. Denne cocktail giver et kursus med 100 % udbytte for kursisten”.
Sidst opdateret 05-01-2016 - kl. 17:59