Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Et års indsats i Bangladesh afsluttet

Indholdsområde

 
Nyheder fra Beredskabsstyrelsen 
Bangladesh
 

Et års indsats i Bangladesh afsluttet 

Beredskabsstyrelsen og samarbejdspartnere har over det seneste år opført fire humanitære faciliteter til at understøtte nødhjælpsarbejdet med Rohingya-flygtninge i Bangladesh.

18-09-2018 - kl. 07:00
Beredskabsstyrelsen og International Humanitarian Partnership (IHP) har I løbet af det seneste år etableret fire humanitære faciliteter for FN-organisationerne International Organization for Migration (IOM) og World Food Programme (WFP) tæt på de store Rohingya-flygtningelejre i Bangladesh.

I et område med meget begrænset infrastruktur muliggør faciliteterne en mere effektiv indsats for FN-organisationers humanitære støtte til Rohingyaerne. Med en beliggenhed kun en kilometer fra den største flygtningelejr i Cox’s Bazar, Katapulong, vil nødhjælpsarbejdere kunne spare 3-4 timers transporttid pr. dag.

- Jeg er utrolig glad for, at Beredskabsstyrelsen gennem deres aftale med Udenrigsministeriet har ydet FN ekspertbistand og logistik til etableringen af nødhjælpsfaciliteter. Effektive humanitære faciliteter tæt på flygtningelejrene er afgørende for at kunne yde den rette nødhjælp, siger Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde, og fortsætter:

- Beredskabsstyrelsens indsats i det sydlige Bangladesh har bidraget til et stærkt dansk engagement i en krise, hvor både flygtninge og berørte lokalsamfund har akut brug for hjælp. Danmark reagerede prompte med humanitær bistand på begge sider af grænsen, da krisen eskalerede sidste år. Vi har bidraget med over 218 mio. kr. i humanitære midler og har samtidig styrket landeprogrammet i Bangladesh med 83 mio. kr.

Bangladesh overdragelse
Foto fra overdragelsen af fjerde og sidste facilitet 6. september 2018.

Den humanitære situation i Bangladesh
Omkring 1 millioner Rohingyaer opholder sig i flygtningelejre i Cox’s Bazar-området i Bangladesh efter at være blevet fordrevet fra nabolandet Myanmar. Der er talrige udfordringer i de interimistiske lejre, ikke mindst af sundhedsmæssig karakter, ligesom den voldsomme monsunregn medfører fare for mudderskred.

Om faciliteterne
Kontor- og indkvarteringsfaciliteterne udgør et knudepunkt for samarbejde, koordination og adgang til flygtningelejrene for en række nødhjælpsorganisationer. Faciliteterne giver nødhjælpsarbejderne et bedre arbejdsmiljø, bedre sikkerhed, og bringer dem tættere på der, hvor behovet for hjælp er størst.

Om indsatsen
Beredskabsstyrelsen har været teamleder for IHP-holdet bestående af personel fra Danmark, Sverige, Finland, Tyskland, Estland, Letland og Luxemburg. Det danske engagement i Bangladesh startede i september 2017. Fjerde og i denne omgang sidste af nødhjælpsfaciliteterne blev formelt overdraget til WFP den 6. september i år.

Det samlede IHP-budget for missionen er ca. 4 mio. kr., hvoraf Udenrigsministeriet har finansieret ca. 2 mio. kr.