Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 

Job

Korpsmester/premierløjtnant, sektionsleder/kaptajn eller senior-/chefsergent til Nukleart Beredskab


Korpsmester/premierløjtnant, sektionsleder/kaptajn eller senior-/chefsergent til Nukleart Beredskab

Vil du bidrage til at udvikle den operative parathed i Beredskabsstyrelsens nukleare beredskab? Så er du måske vores kommende kollega i Birkerød.
Om os
Nukleart Beredskab er et af Beredskabsstyrelsens operative ekspertberedskaber. Beredskabsstyrelsen foretager bl.a. løbende strålingsovervågning i Danmark og Grønland samt udarbejder den nationale nukleare beredskabsplan. I tilfælde af en nuklear hændelse, f.eks. et radioaktivt udslip fra et kernekraftværk eller fra et nukleart drevet fartøj, skal Nukleart Beredskab reagere hurtigt på hændelsen, foretage prognose- og konsekvensberegninger, kortlægge en eventuel radioaktiv forurening og i samarbejde med andre myndigheder iværksætte de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger.

Vi gennemfører løbende øvelser og uddannelse for at sikre robustheden i beredskabet, og vi betjener os af avancerede målesystemer og it-værktøjer for at styrke den operative opgaveløsning.

Derudover varetager Nukleart Beredskab myndighedsopgaver inden for nuklear sikkerhed (anlægssikkerhed), fysisk beskyttelse (beskyttelse af nukleare materialer og nukleare anlæg) samt kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleart materiale i Grønland (sikkerhedskontrol).

Vi er 12 medarbejdere med akademisk og/eller beredskabsfaglig uddannelse og samarbejder tæt med bl.a. specialuddannede beredskabsmedarbejdere ved Beredskabsstyrelsens regionale centre, med relevante danske og udenlandske myndigheder om med internationale organisationer.
Om stillingen
Du kommer til at arbejde tæt sammen med kontorets øvrige medarbejdere om at videreudvikle den operative parathed i det nukleare beredskab.

Du skal planlægge og gennemføre øvelser og uddannelsesforløb for det nukleare beredskabs mange aktører og bliver derigennem en aktiv og synlig del af vores samarbejde med beredskabscentre, politi, sundhedsmyndigheder, Forsvaret og andre myndigheder i ind- og udland.

Derudover vil du skulle varetage opgaver i relation til indkøb, vedligeholdelsesplaner og konceptudvikling for kontorets måleudstyr og øvrigt materiel.

I forbindelse med en nuklear hændelse skal du indgå i Beredskabsstyrelsens kriseorganisation.

Internationalt samarbejde er af stor betydning for Nukleart Beredskabs opgaveløsning, og du vil komme til at deltage i relevante internationale netværk mv.

På sigt får du mulighed for at indgå i kontorets pulje af medarbejdere, der varetager kontorets vagtfunktion i og uden for almindelig arbejdstid (den nukleare beredskabsvagt).

Dine øvrige arbejdsopgaver vil blive fastlagt under hensyntagen til dine kvalifikationer.
Om dig
Du har en relevant uddannelse som officer eller befalingsmand i Beredskabsstyrelsen eller i Forsvaret. Du kan derfor søge stillingen som seniorsergent, chefsergent, korpsmester/premierløjtnant eller sektionsleder/kaptajn.

Du har erfaring med øvelsesplanlægning og lyst til at arbejde med avanceret måleudstyr.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til nukleare forhold. Hvis det ikke er tilfældet, forventer vi, at du har lyst og evner til at tilegne dig den relevante naturvidenskabelige og tekniske viden. Det er endvidere en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en krisestab.

Som person er du god til at samarbejde tværfagligt, initiativrig, grundig i din opgaveløsning og har situationsfornemmelse.

Desuden er det vigtigt, at du har lyst og vilje til at indgå i et operativt beredskab, herunder kan udvise fleksibilitet i forbindelse med deltagelse i øvelser, rejser o.l.
Ansættelsesvilkår
Hvis du er officer bliver du - alt efter dine kompetencer - ansat som korpsmester/premierløjtnant (U312/M312) eller sektionsleder/kaptajn (U321/M321), efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Hvis du ikke har de formelle uddannelser, kan du blive ansat med en uddannelsesaftale.

Hvis du er befalingsmand bliver du - alt efter dine kompetencer - ansat som seniorsergent (U231/M231) eller chefsergent (U232/M232). Hvis du ikke har de formelle uddannelser, kan du blive ansat med en uddannelsesaftale.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er velkommen til at kontakte chef for Nukleart Beredskab, Steen Nordstrøm på telefon 6187 1421 for at høre mere om stillingen.

Spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesvilkår rettes til HR-konsulent Martin Robert Fyrstenberg på telefon 72 81 91 76.

Ansøgningsfristen er 19. februar 2020. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i forlængelse af ansøgningsfristen.

Ansættelse er snarest mulig.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM BEREDSKABSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en central myndighed indenfor katastrofeberedskabet og er placeret under Forsvarsministeriet.

Vores mission er at sikre borgerne et robust beredskab over for ulykker og katastrofer. Det gør vi ved at udvikle og styrke katastrofeberedskabet, så ulykker og katastrofer kan forebygges og afhjælpes.

Beredskabsstyrelsen yder assistance til kommuner, politi og andre myndigheder ved større ulykker eller katastrofer i Danmark, hvor der er brug for meget mandskab, specialmateriel eller ekspertviden, f.eks. om farlige stoffer.

Beredskabsstyrelsen assisterer efter anmodning ved katastrofer i udlandet. Desuden rådgiver Beredskabsstyrelsen myndigheder og virksomheder om bl.a. beredskabsplanlægning, øvelsesvirksomhed og brandforebyggelse. Vi gennemfører også beredskabsfaglige uddannelser for indsatsledere og holdledere i det kommunale redningsberedskab samt ansatte i politiet og ved andre myndigheder.

Beredskabsstyrelsen prioriterer arbejdet med mangfoldighed og ligestilling højt og opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold m.m. til at søge stillingen.
  
  
  

Generel information

Tjenestested
Birkerød
Lokation
Region Hovedstaden
Funktionsniveau
U300 Ledere BRS
Ansøgningsfrist
19.02.2020
Indrykningsdato
31.01.2020

Ansøgningsforløbet

Hvad sker der med min ansøgning?

Vi behandler din ansøgning hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.

Læs mere om forløbet

Tilmelding

Gem og Print


Del på sociale medier