Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 

Job

Seniorsergent og indkøber til Beredskabsstyrelsen Nordjylland


Seniorsergent og indkøber til Beredskabsstyrelsen Nordjylland

Har du lyst til at arbejde på et beredskabscenter, hvor det operative arbejde og uddannelse er centrum i hverdagen? Hvor lige netop din funktion er med til at gøre forskellen såvel i indsatssituationen som på øvelsespladsen?

Hvis du kan svare ja, er du allerede godt på vej til at blive vores nye seniorsergent/indkøber på vores Logistikcenter Åndedræt og Autoværksted ved Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted fra den 1. august 2019 eller snarest derefter.
Om os
Stillingen er placeret ved Beredskabsstyrelsen i Nordjylland i Thisted, som udgør overbygningsberedskabet i Nordjylland og varetager operative opgaver inden for brand, redning og miljø. Herudover er vi uddannelsessted for ca. 75 værnepligtige, som i løbet af en 9 måneders periode gennemgår en omfattende uddannelse og indgår i beredskabscentrets udrykningsvagt.

Logistikcenteret er en selvstændig enhed under Beredskabsstyrelsen Nordjylland, der varetager kontrol og servicering af personligt beskyttelsesudstyr for såvel hele Beredskabsstyrelsens område samt flere eksterne aktører.

Logistikcenteret er ligeledes akkrediteret og, som sådan, godkendt organ til trykprøvning af transportable trykbeholdere. Autoværkstedet servicerer og vedligeholder Beredskabsstyrelsen Nordjyllands udrykningskøretøjer, aggregater og øvrige køretøjer.
Om stillingen
Vi tilbyder et alsidigt job, hvor dit primære arbejdsområde, i tæt samarbejde med vores anden indkøber, vil være inden for lagerstyring og indkøb, hvor du vil skulle stå for at skaffe de relevante reservedele og udstyr til afdelingens materiel, mundering og køretøjer. Dit fokus vil primært være på autoreservedele. Endvidere varetager indkøbsfunktionen også indkøb for resten af Beredskabsstyrelsen Nordjylland. Vi anvender Forsvarets Koncernfælles It-platform SAP DeMars og du vil herigennem, i samarbejde med vores anden indkøber, være det daglige kontaktled til Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Du vil ligeledes indgå i den operative vagt ved beredskabscentret som 3. vagthavende og, efter målrettet relevant uddannelse, som 2. vagthavende. Besidder du allerede de relevante kompetencer, vil det, efter individuel vurdering, være muligt at starte som 2. vagthavende. Den rette personprofil skal ligeledes forventes at skulle indgå i Beredskabsstyrelsens internationale pulje med henblik på udsendelse.

Du kommer til at arbejde sammen med kollegaer, med såvel civil som uniformeret baggrund. Vi løser vores daglige opgaver i et uformelt, positivt og åbent miljø, hvor helhedsforståelse og respekt for hinandens arbejdsområder er vigtig.

Logistikcenteret og autoværkstedet har fokus på kvalitetssikring og en høj produktkvalitet, hvorfor du naturligvis vil blive oplært og uddannet i dit nye job – ligesom der er en række obligatoriske uddannelser i indkøb- og lagerstyring i regi af DeMars, der skal gennemføres.

Endvidere er afdelingens indtægtsdækket virksomhed forankret ved logistikcenteret. Den indtægtsdækket virksomhed består f.eks. af afholdelse af kurser i førstehjælp, elementær brandbekæmpelse eller lignende, hvorfor der også vil forekomme instruktøraktivitet.

Dine primære arbejdsopgaver:

• Oprettelse af indkøbsrekvisitioner i DeMars systemet
• Omlagring af varer i DeMars systemet
• Oprettelse og vedligehold af varenumre i DeMars systemet
• Lagerstyring og indkøb i øvrigt
• Modtagelse og forsendelse af varer.
• Udviklings-, og administrative opgaver i relation til LOGC Åndedræt og autoværksted i øvrigt.
• Bidrage til løsning af IV opgaver i øvrigt, herunder instruktørfunktion
• Indgå som vagthavende befalingsmand i afdelingens udrykningsberedskab.
Om dig
Du har gennemført Beredskabsstyrelsens mellemlederuddannelse og er uddannet seniorsergent.

Hvis du ikke er udnævnt seniorsergent, skal du være vurderet egnet til forfremmelse et niveau frem og du vil blive ansat på en uddannelsesaftale med henblik på at gennemføre og bestå uddannelsen til seniorsergent.

Din profil passer, hvis du kan sige ja til flere af nedenstående punkter
• Har en lagerstyringsmæssig baggrund, gerne som reservedelsekspedient eller indkøber.
• Er mekaniker af baggrund eller har tilsvarende autoteknisk kendskab.
• Har administrativ forståelse og samtidig teknisk flair.
• Kan arbejde selvstændigt, systematisk og målrettet.
• Servicemindet samt forståelse for og fokus på kvalitet og sikkerhed.
• Orden og systematik er kendetegnende for dine arbejdsmetoder.
• Gerne kendskab til eller er uddannet i SAP DeMars.
• Har gennemført en akademiuddannelse i ledelse

Vi lægger endvidere vægt på, at du kan arbejde selvstændigt, systematisk og resultatorienteret, men samtidig også er god til at arbejde i et team og med øje for helheden. Da jobbet rummer en del udadvendte aktiviteter, bl.a. servicering af kollegaer samt kontakt til øvrige afdelinger og eksterne aktører, er det vigtigt, at du er god til at kommunikere og skabe en respektfuld dialog, samtidig med, at du kan sikre og fastholde kvaliteten i opgaveløsningen, da hovedparten af disse opgaver har direkte betydning for personsikkerheden for brugerne.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale. I så fald vil aflønningen ske i henhold til stillingens lønniveau og der vil blive udarbejdet en uddannelsesaftale m.h.p. gennemgang af den nødvendige strukturelle uddannelse.

Ved ansøgning om en ny stilling i Beredskabsstyrelsen under Forsvarsministeriets Koncern, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Thisted.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at kontakte afdelingschef Lennart Kvist Sørensen på 96 17 72 10 eller chef for logistikcenter for åndedrætsbeskyttelse Lars Enevoldsen på tlf. 96 17 72 80.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Troels Enig ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 64 eller mail FPS-BA-BS245@MIL.DK.

Ansøgningsfristen er den 27. juni 2019. Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 27.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM BEREDSKABSSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en central del af Danmarks katastrofeberedskab. Vi arbejder for at udvikle samfundets evne til at forebygge og modstå større kriser og katastrofer.

Styrelsen rykker ud på operative indsatser i Danmark, hvor der er behov for meget mandskab og specialmateriel, og kan indsættes internationalt i katastrofesituationer.

Gennem information, rådgivning, uddannelse og øvelser udvikler styrelsen samfundets beredskab og krisestyringsevner i samarbejde med myndigheder, virksomheder og borgere.

Beredskabsstyrelsen har knap 500 ansatte ved seks operative centre fordelt i hele landet, hovedsædet i Birkerød, Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole i Tinglev, kursuscenter i Snekkersten samt Kemisk Beredskab i København.

Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Forsvarsministeriet.
  
  
  

Generel information

Tjenestested
Thisted
Lokation
Region Nordjylland
Funktionsniveau
U200 Mellemledere BRS
Ansøgningsfrist
27.06.2019
Indrykningsdato
11.06.2019

Ansøgningsforløbet

Hvad sker der med min ansøgning?

Vi behandler din ansøgning hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.

Læs mere om forløbet

Tilmelding

Gem og Print


Del på sociale medier