Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Beredskab i Danmark 
 

Det Kommunale redningsberedskab 

Det kommunale redningsberedskab – ofte benævnt det kommunale brandvæsen eller blot brandvæsenet – skal kunne yde en i forhold til lokale risici forsvarlig forebyggende, begrænsende og afhjælpende indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer. De nærmere regler for det kommunale redningsberedskabs opgaver, organisation og dimensionering mv. fremgår af beredskabsloven og bekendtgørelse om risikobaseret kommunalt redningsberedskab. Grundprincippet i bekendtgørelsen er, at kommunerne skal dimensionere det daglige beredskab ud fra en vurdering af de lokale risici. Dette princip betegnes risikobaseret dimensionering (se link til højre på siden).

Det kommunale redningsberedskab skal således kunne yde en forsvarlig indsats ved eksempelvis brand, overhængende fare for brand, skibsulykker ved kaj, naturkatastrofer og akutte uheld med farlige stoffer på landjorden, i søer, i vandløb og i havne. Endvidere skal det kommunale redningsberedskab kunne modtage og forpleje evakuerede og andre nødstedte.

Det kommunale redningsberedskabs opgaver kan udføres enten af kommunen selv, eller ved at kommunalbestyrelsen indgår aftale herom med en anden kommunalbestyrelse, Beredskabsstyrelsen, et privat redningsvæsen eller et frivilligt brandværn.

De fleste kommunalbestyrelser har valgt at samarbejde om redningsberedskabet ved at oprette fælleskommunale redningsberedskaber (samordnede redningsberedskaber).
Sidst opdateret 12-06-2019 - kl. 14:29