Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Kursuskatalog 
Dronekursus
 

Nyt kursus: Taktisk anvendelse af droner  

Beredskabsstyrelsen har udviklet et nyt kursus, der skal uddanne indsatsleder og dronepiloter til at få mest mulig værdi ud af de muligheder, droner giver for at støtte indsatser ved brande.

Inden for redningsberedskabet har både de kommunale brandvæsner og Beredskabsstyrelsen i længere tid brugt droner under brandslukningsindsatser. De små flyvere har i de senere år for alvor vundet indpas som et værktøj til at støtte indsatslederes beslutningsproces ved brande og bliver bl.a. anvendt til at give overblik over skadestedet og dermed bedre mulighed for at disponere ressourcerne.

Beredskabsstyrelsen har på baggrund af erfaringer og systematisk videnindsamling udviklet kurset ’Taktisk anvendelse af droner’, der skal give såvel indsatsledere som dronepiloter mere viden om, hvordan man får mest værdi ud af at anvende droner ved brand. Det første kursus gennemføres i uge 35, 2017 ved Beredskabsstyrelsen, Teknisk Skole i Tinglev.

Merværdi for indsatsledelsen
- Formålet med det ny kursus er at formidle den viden, vi har indsamlet og at træne samarbejdet mellem indsatslederen og dronepiloten under indsatser. På den måde sikrer vi, at brugen af droner giver en reel merværdi for indsatslederen, siger chef  i Beredskabsstyrelsens Center for Uddannelse, Flemming Andersen.

- Som med megen ny teknologi er der mange muligheder og spændende måder at bruge den på. På kurset vil der være fokus på at få det optimale udbytte af dronerne som et værktøj til at understøtte indsatsledelsens beslutningsgrundlag, siger han.

Beredskabsstyrelsen har også netop udgivet en beskrivelse af, hvordan man kan arbejde med droner i redningsberedskabet. I beskrivelsen er der fokus på det taktiske arbejde omkring anvendelse af dronen, herunder situationsbedømmelses- og rekognosceringsfasen, sammensætningen af dronehold m.v. Endvidere beskrives, hvordan dronen kan give merværdi for indsatslederen, men også hvordan anvendelsen af droner kan udfordre indsatslederen i kaosfasen.

Du kan finde beskrivelsen samt læse mere om og tilmelde dig kurset ’Taktisk anvendelse af droner’ via links i højre kolonne.

 

Sidst opdateret 27-03-2017 - kl. 13:03

Kontakt

Uddannelse
udd@brs.dk