Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Frivillige i staten 
 

Redningshunde og hundeførere (statslige frivillige) 

Redningshunde bliver typisk brugt til at finde forsvundne personer i tilfælde af f.eks. sammenstyrtningsulykker. Både hund og hundefører skal have gennemført uddannelse for at kunne løse disse opgaver.

Redningshundeberedskabets organisering
Fagområde Redningshund er fra 1. januar 2014 en del af Beredskabsstyrelsens assistanceberedskab og er tilknyttet de statslige beredskabscentre:

  • Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted
  • Beredskabsstyrelsen Midtjylland i Herning
  • Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev
  • Beredskabsstyrelsen Sjælland i Næstved
  • Beredskabsstyrelsen Hedehusene.

Der er ikke redningshunde på Bornholm, som vil få overført hunde fra Sjælland i tilfælde af redningsopgaver, hvor der er behov for redningshunde. Når en indsatsleder skal bruge redningshunde rekvireres de i lighed med al anden statslige assistance via det statslige beredskabscenter.

De frivillige i Beredskabsstyrelsens fagområde Redningshund mødes de fleste steder to gange om måneden til officielle træningsdage, ligesom alle statslige hunde og deres førere samles to gange om året til et fagligt seminar.

Du kan få flere oplysninger om redningshundeberedskabet i din region ved at kontakte den af Beredskabsstyrelsens regionale afdelinger, der er tættest på din bopæl. Du finder telefonnumre og e-mailadresser ved at trykke her.

Uddannelse og træning
Uddannelser inden for fagområde Redningshund følger de uddannelsesplaner som udgives på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, men tilrettelægges ved de lokale afdelinger og tilpasses efter de lokale faciliteter.

Som frivillig redningshundefører skal du være indstillet på at gennemføre en redningsuddannelse til det niveau, som vi kalder USAR-tekniker. Du skal derfor påregne en samlet uddannelsestid på omkring 200 timer til dette, men så har du også gennemført uddannelse i bl.a. førstehjælp og brandbekæmpelse udover den egentlige redningsuddannelse.

Din hund skal også uddannes. Du skal derfor påregne at bruge minimum 111 timer på den grundlæggende træning af din hund. Herudover skal du og hunden løbende vedligeholdes gennem dels daglig/ugentlig selvtræning, dels ved de officielle arrangementer med vedligeholdelsestræning på det statslige beredskabscenter, som du er tilknyttet.

Som ny frivillig med redningshund har du tre år til at gennemføre og bestå de krævede uddannelser, hvorefter du vil indgå i beredskabet.

Læs uddannelsesplanerne ved at klikke på linket i menuen til venstre. Her kan du også læse om de prøver, deltagerne skal gennemføre for at bestå uddannelserne.

Undervisningsmaterialer
Beredskabsstyrelsen har publiceret lærebøger, videoer og lignende autoriseret undervisningsmateriale til redningsberedskabets uddannelser. Se en oversigt over undervisningsmaterialet via linket i højre kolonne. Her kan man også købe og bestille materialet.

Sidst opdateret 12-03-2014 - kl. 14:21