Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Nyt indblik i organisationers krisestyringsevne

Indholdsområde

 
Nyhed fra Beredskabsstyrelsen 
Er vi klar, når krisen rammer?
 

Nyt indblik i organisationers krisestyringsevne 

Både private og offentlige organisationer er generelt risikobevidste og har krisestyringsplaner, men mange steder halter det med at forankre planerne. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri og Beredskabsstyrelsen.

30-11-2017 - kl. 10:00

Alle organisationer rammes før eller siden af kriser, som kan få konsekvenser for organisationerne selv og i visse tilfælde også for samfundet og for borgerne: Ransomware lammer vigtige it-systemer, en oversvømmelser kan afbryde driften, eller en storm på sociale medier kan skade tilliden og omdømmet.

Men hvor gode er private og offentlige organisationer til at håndtere kriser? Det har Dansk Industri og Beredskabsskabsstyrelsen i fællesskab kortlagt i undersøgelsen ”Er vi klar, når krisen rammer?”, som omfatter 225 organisationer fra det private og den offentlige sektor.

Planerne er der – men der mangler handling
Undersøgelsen viser, at mange organisationer har krisestyringsplaner. Ligeledes melder mange, at topledelsen er tiltænkt en aktiv rolle i krisehåndteringen. Men flere steder kniber det med at omsætte det til praksis.

- Undersøgelsen indikerer, at organisationer i både det private og det offentlige har en sund bevidsthed om, at de kan blive udsat for en krise. Rigtig mange har også planer, som kan hjælpe med at styre igennem en krise, og det kan skabe tryghed i en organisation, siger krisestyringsekspert Morten Korslund, enhed for Krisestyring ved Beredskabsstyrelsen, og fortsætter:

- Men en stor del af organisationerne rapporterer, at de især ikke får gennemført øvelser og uddannelse. Ligeledes er topledelserne mange steder ikke aktive nok i at udvikle evnen til at håndtere kriser, selvom det er en ambition mange steder.

Flere ligheder end forskelle mellem det private og offentlige
En anden konklusion på undersøgelsen er, at der er langt flere ligheder end forskelle på den måde, private og offentlige organisationer arbejder med krisestyring.

- Mange af udfordringerne, organisationerne står overfor – for eksempel cyberkriminalitet og interne trusler – er de samme i det private og offentlige. Vanskeligheder ved at håndtere kriser er også lig hinanden. Der er altså grobund for, at private og offentlige organisationer kan lade sig inspirere af hinanden, når det kommer til krisestyring, siger Christine Jøker Lohmann, chefkonsulent i Dansk Industri.

De fire hovedkonklusioner i Krisestyringsundersøgelsen 2017


  • Der er kun få forskelle mellem tilgangene til krisestyring i den private og offentlige sektor. Der er et stort potentiale for læring og samarbejde på tværs af sektorskel
  • Ledelsen er tiltænkt en aktiv rolle i krisestyring, men prioriterer ikke området højt nok og deltager ikke tilstrækkeligt i forberedelserne
  • Der bliver arbejdet godt med krisestyringsplaner og delplaner, men opfølgende tiltag såsom kompetenceudvikling og øvelser bliver sjældent gennemført
  • Interne skandalesager overses generelt som potentiel årsag til kriser

 

Om Krisestyringsundersøgelsen 2017
Dansk Industri og Beredskabsstyrelsen iværksatte i fællesskab en undersøgelse om kapaciteten til krisestyring blandt danske virksomheder, kommuner og statslige aktører. Undersøgelsen sigter efter at inspirere organisationer i arbejdet med krisestyring og at gøre organisationer og samfundet som helhed bedre i stand til at håndtere kriser. 225 respondenter deltog i undersøgelsen fordelt på 69% private, 16% statslige og 15% kommunale organisationer.