Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

60.000 skoleelever lærer om brandforebyggelse

Indholdsområde

 
Nyhed fra Beredskabsstyrelsen 
 

60.000 skoleelever lærer om brandforebyggelse 

Uge 40 er brandforebyggelsesuge, og flere end 640 skoler landet over sætter brandforebyggelse på skemaet for over 60.000 elever.

02-10-2017 - kl. 07:00
Antallet af brande i hjemmet og omkomne i brand skal ned. Det er formålet, når Beredskabsstyrelsen hvert år i uge 40 sætter fokus på brandforebyggelse.

Hjørnestenen i uge 40 er, at landets skoler sætter brandforebyggelse på skoleskemaet, og i år har flere end 640 skoler bestilt undervisningsmateriale til undervisning af 60.000 elever.

- Viden om brandsikkerhed, forebyggelse af brand og hvordan man skal reagere, hvis der opstår en brand, er livsvigtigt, og det sætter vi fokus på hvert år i brandforebyggelsesugen, siger Mads Dalgaard, seniorberedskabsmester i Beredskabsstyrelsen, og fortsætter:

- Formålet er at øge opmærksomheden omkring brand, at give børn en forståelse for hvad ild er, og at lære børn at omgås ild med forsigtighed og omtanke.

Brandsikre børn bliver brandsikre voksne
Til brug i undervisningen i brandforebyggelsesugen tilbyder Beredskabsstyrelsen de gratis undervisningsmaterialer ”Lær om brand”, målrettet 0. – 1. klasse, og ”Ild – en farlig ven”, målrettet 4. – 5. klasse. Materialet er udarbejdet i samarbejde med TrygFonden.

- Materialet, vi tilbyder i uge 40, fokuserer på at gøre børnene mere bevidste om, hvilke farer der kan være, og på hvordan børnene skal reagere, hvis der opstår brand, siger Mads Dalgaard og fortsætter:

- Den viden, børnene opnår, er noget de forhåbentligt tager med sig hjem og videre i livet som brandsikre voksne.

I år har flere end 640 skoler bestilt undervisningsmaterialerne ”Lær om brand” og ”Ild – en farlig ven” til undervisning af flere end 60.000 elever. Flere steder går skolerne også sammen med de kommunale brandvæsener om at undervise børn i brandforebyggelse, og der er mange aktiviteter rundt om på de lokale brandstationer.

Der er stadig mulighed for at bestille undervisningsmaterialerne, så længe lager haves.

Forebyggelse af brand hele året
Selvom uge 40 er udpeget til en årligt tilbagevendende brandforebyggelsesuge, sætter Beredskabsstyrelsen fokus på forebyggelse af brand hele året. Det sker med informationsinitiativer og kampagner, bl.a. Brandsikker Bolig, der er et forebyggelseskoncept primært målrettet sårbare ældre og andre udsatte grupper, og i forbindelse med den fælles nordiske røgalarmdag den 1. december samt brande i december måned.

Har du styr på din og din families brandsikkerhed? Her er nogle gode råd:

  • Hav mindst én røgalarm på hver etage – røgalarmen advarer dig og redder liv
  • Hav altid en brandslukker i din bolig – placer den ved udgangsdøren
  • Tal om, hvordan I kommer sikkert ud, hvis det brænder, og aftal hvor I mødes
  • Ring 112 – brandvæsenet hjælper altid
  • Modtag brandvæsenet – så de hurtigt kan redde og slukke 
  • Husk indboforsikringen – den er god at have, hvis det går galt

Fakta

I de sidste 10 år er der i gennemsnit omkommet 71 personer om året som følge af brand i Danmark. Hvert år oplever omkring 60.000 danskere en mindre brand i eget hjem, som de selv får slukket uden hjælp fra brandvæsenet – en såkaldt ”happy fire”. Samtidigt rykker brandvæsenet årligt ud til ca. 4.500 brande i boliger.

Kontakt

  • Center for Krisekommunikation
    4590 6000 (omstilling)
    kom@brs.dk