Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Nyhed fra Beredskabsstyrelsen 
 

Årsrapport fra Beredskabsstyrelsen 

Beredskabsstyrelsen har offentliggjort sin årsrapport for 2016. Rapporten redegør for styrelsens arbejde for at udvikle samfundets beredskab i det forgangne år inden for de tre hovedområder: Myndighedsopgaver, uddannelse og operativt beredskab.

14-03-2017 - kl. 13:40
Beredskabsstyrelsens årsrapport for 2016 fremhæver nogle af styrelsens vigtigste indsatser for den overordnede målsætning om at udvikle samfundets beredskab inden for kerneområderne myndighedsopgaver, uddannelse og operativt beredskab.

Økonomi
Beredskabsstyrelsen fik i 2016 et underskud på 6,1 mio. kr., hvoraf de 4 mio. kr. vedrører en mulighed for træk på Beredskabsstyrelsens opsparing, der blev aftalt i forbindelse med implementering af den politiske stemmeaftale. Underskuddet er primært forklaret ved en hensættelse på 5,0 mio. kr. til en særlig omstillingspulje til finansiering af bl.a. rådighedsløn i forbindelse med organisationstilpasningen. Ligeledes har indsatsen i forbindelse med stormen Urd mellem jul og nytår afstedkommet en række ekstraudgifter.

Målopfyldelse
Beredskabsstyrelsens mål- og resultatplan 2016 er opfyldt med 70,8 pct. Det er lavere end i de foregående år, hvilket svarer til en delvis målopfyldelse samlet set. Den lavere målopfyldelse skyldes navnlig, at der er en række milepæle under de enkelte mål, som først er nået efter de angivne tidsfrister i målopfyldelseskravene. For størstedelen af målene er slutmålet dog opfyldt. Ses der bort fra tidsfristerne i Beredskabsstyrelsens faglige målopfyldelse, ville denne være på knap 92 pct. Dette er på niveau med 2015 og vurderes som tilfredsstillende.

Myndighedsopgaver
På myndighedsområdet arbejder Beredskabsstyrelsen især forebyggende med f.eks. tilsyn med og rådgivning af kommuner, statslige myndigheder, virksomheder og borgere. I 2016 har der været særlig fokus på samarbejdet og snitfladerne med kommunerne, idet de kommunale brandvæsner er blevet sammenlagt og er gået fra 93 enheder til 24.

Styrelsen har i 2016 også fokuseret på samfundets samlede krisestyringskapacitet gennem arbejdet med rapporten Nationalt Risikobillede (udgivet januar 2017). Styrelsen har også stået i spidsen for det brede samarbejde om at lancere en national forebyggelsesstrategi (publiceret februar 2017).

Endelig lancerede Beredskabsstyrelsen i 2016 app’en Mobilvarsling, der kan forsyne borgerne med advarsler fra myndighederne i tilfælde af farlige situationer.

Uddannelse
På uddannelsesområdet søger Beredskabsstyrelsen at øge det faglige niveau blandt beredskabsfagligt personale, redningsberedskabet og andre aktører på beredskabsområdet som f.eks. politi og sundhedsberedskab ved at udbyde beredskabsfaglige kurser og andre kompetenceudviklingsaktiviteter.

Der blev i 2016 gennemført 103.570 kursisttimer. Inden for uddannelsesvirksomheden har der særligt været fokus på at inddrage ny viden og forskning i uddannelserne. Det gælder bl.a. i forhold til at udvikle og implementere nye metoder til at skabe overblik og varetage situationsbedømmelse på et skadessted.

Operative indsatser
Beredskabsstyrelsen var i 2016 indsat ved en række større hændelser i ind- og udland. Herhjemme gjaldt det eksempelvis ved storbranden på Fredericia Havn i februar og i forbindelse med stormen Urd i december. Internationalt var der store indsatser efter orkanen Matthew på Haiti og ved operationen med at fjerne kemiske kampstoffer fra Libyen.

I 2016 gennemførte Beredskabsstyrelsen 858 nationale og internationale indsatser. I 2015 var tallet 578 indsatser. Kigger man på indsatstimer på de nationale opgaver, var tallet i 2016 ca. 47.000 mod ca. 43.000 i 2015.