Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Nyhed fra Beredskabsstyrelsen 
Prinsesse Marie under øvelse i 2011.
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie under en øvelse i 2011.  

Prinsesse Marie i brandforebyggelseskampagne  

Hvert år sætter over 1.100 grundskoler over hele landet brandforebyggelse på skoleskemaet i uge 40. Det sker som en del af den landsdækkende Lær om brand-kampagne med aktiv deltagelse af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie.

25-09-2012 - kl. 12:55
Prinsesse Marie deltager i en event på Tønder Grundskole torsdag den 4. oktober, hvor elever fra skolens 4. og 5. klasser viser, hvad de har lært for at forebygge brande og bl.a. prøver at slukke en mindre brand sammen med en brandmand fra Tønder Brandvæsen.

Eventen afholdes som del af den landsdækkende Lær om brand-kampagne, hvor titusindvis af skoleelever over hele landet lærer at omgås ild med forsigtighed og omtanke. Forud for undervisningen har skolerne fået tilsendt gratis undervisningsmaterialer fra Beredskabsstyrelsen, og mange steder slår skolerne sig sammen med de kommunale brandvæsener om at undervise børnene i brandforebyggelse. 

Børn lærer gode brandvaner
Beredskabsstyrelsens direktør, Henning Thiesen, glæder sig over, at prinsessen har sagt ja til at deltage i Lær om brand-kampagnen i 2012 og dermed skaber opmærksomhed om, hvor vigtigt det er, at børn lærer at få gode brandvaner i en tidlig alder:

- Ved at stå i spidsen for kampagnen anerkender Prinsessen det store arbejde, som mange lærere og brandmænd lægger i at lære vores børn at tænke sig om, når de er i nærheden af ild. Og brandsikre børn bliver brandsikre voksne.    

Prinsesse Marie er tilknyttet Beredskabsstyrelsen og har selv gennemgået en grundig uddannelse i brandslukning i forbindelse med sin introduktionsuddannelse i Beredskabsstyrelsen i 2011.
 
Læs mere
Øverst i højre kolonne kan man læse mere om eventen i Tønder Grundskole og Lær om brand-kampagnen.

Presseakkreditering

  • Eventen foregår 8:00-11:30 torsdag den 4. oktober på Tønder Grundskole, Holmevej 2, 6270 Tønder.
  • For at deltage skal journalister på forhånd tilmelde sig via mail: kom@brs.dk eller tlf: 45 90 61 25.
  • Deadline for tilmelding: Onsdag den 3. oktober klokken 12:00.  

Kontakt

Kommunikationsenheden 45 90 60 00 (omstilling) kom@brs.dk