Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Brandsikker jul 
Brandsikker jul
 

Brande i private hjem topper i december 

Julemåneden er højsæson for brande i private hjem. Regner man de brande med, som folk selv slukker, er der på landsplan op mod 6.800 brande i december. Undgå julebrande ved at følge fem simple råd.

December er højsæson for brande i private hjem, og der er derfor god grund til at tænde levende lys med omtanke og være opmærksom i sit hjem i julemåneden. Brandvæsnet slukkede i gennemsnit 557 brande i private hjem i december måned i årene 2011-2015 – eller ca. 145 flere brande end i en gennemsnitsmåned.

I dette tal indgår dog ikke de såkaldte ’happy fires’, der er de mindre brande, som folk selv håndterer og slukker uden at tilkalde brandvæsenet. En undersøgelse fra Epinion fra 2015 viser, at flere end 60.000 danskere årligt oplever en ”happy fire” i hjemmet.


- Hvis man medtager antallet af ’happy fires’ svarer det til, at der hvert år er mere end 6.800 brande i december måned i private hjem eller ca. 1.300 flere brande end gennemsnittet. Derfor er det vigtigt, at både voksne og børn kender de klassiske brandfarer, er opmærksomme i hjemmet og følger nogle simple råd for at undgå, at julen ødelægges af en brand i hjemmet, forklarer
Mads Dalgaard, kampagnemedarbejder i Beredskabsstyrelsen.


Fem gode råd til en brandsikker jul
Få en brandsikker jul ved at følge disse fem simple råd, når du tænder levende lys i stuen og laver julemad i køkkenet:

• Gå aldrig fra tændte, levende lys
• Den, der tænder, slukker
• Hav altid vand i nærheden
• Stil aldrig brandbare ting fra dig på komfuret
• Bliv i køkkenet når du laver mad på komfuret

”Moder er i køkkenet, nu skal hun traktere…”

Brande i private hjem i december måned opstår ofte i stuen eller køkkenet. Beredskabsstyrelsen peger på, at kogepladen/komfuret ofte er en synder.


Julemåneden er for mange en hyggelig tid, og julemåneden er også travl med gaveindkøb og tilberedning af al den lækre mad, der hører sig julen til. Det kan være hektisk at få det hele til at gå op, og i travlheden får man måske glemt at slukke for kogepladen, når man både steger og koger. Her er det vigtigt, at man er opmærksom i sit hjem og for eksempel ikke får lagt ting fra sig på kogepladen, f.eks. et viskestykke, og at man er opmærksom på at have tændt de rette blus til gryder og pander i brug,
udtaler Mads Dalgaard. Han supplerer: Går der ild i gryden under friturestegningen af årets klejner, så husk endelig, at man aldrig må hælde vand på varm olie. Sluk komfuret og kvæl ilden med et grydelåg eller et brandtæppe.


Tænd levende lys med omtanke

En anden årsag til de flere udrykninger til brande i private hjem er naturligvis, at julemåneden traditionen tro også er den måned, hvor der tændes mange levende lys. Beredskabsstyrelsen peger på, at de mange levende lys udgør en forhøjet risiko for brand i hjemmets hjerte – stuen.


Det er koldt og mørkt udenfor, og det er hyggeligt at sidde indenfor i varmen med lidt varmt at drikke og klippe julehjerter i skærene af de mange levende lys, som de fleste af os tænder i december måned – kalenderlys, adventskranse, levende lys på juletræet osv. Her er det så bare vigtigt, at man tænder levende lys med omtanke og for eksempel ikke stiller tændte stearinlys nær gardiner eller andet brandbart, og at man ikke går fra et rum med levende lys,
fortæller Mads Dalgaard. 


Find tal for din kommune
Beredskabsstyrelsen har udarbejdet en statistik over antal brande i private hjem i december i perioden 2011-2015, hvor brandvæsenet har været tilkaldt. Statistikken indeholder tal for alle landets kommuner og kan ses via link i højre kolonne.

Sidst opdateret 29-11-2016 - kl. 08:59