Lægtvandsfartøjer ved havmiljøøvelse nær Københavns Lufthavn.

Del af Beredskabsstyrelsens opstilling ved havmiljøøvelse i april 2025. Foto: Beredskabsstyrelsen.

Et kraftigt olieudslip, et grundstødt tankskib og fare for forurening af kysten. Sådan var scenariet onsdag, hvor flere myndigheder var samlet til en større havmiljøøvelse ved Drogden Fyr nær Københavns Lufthavn.

 

Formålet var at træne håndtering af en alvorlig havforureningshændelse og styrke samarbejdet mellem myndighederne.

 

Scenariet for øvelsen var nærmere bestemt en kollision mellem et tankskib og et stort godsskib, hvilket førte til et omfattende olieudslip og grundstødning. Øvelsen gav mulighed for at træne både praktiske indsatser på havet – bl.a. med Beredskabsstyrelsens lægtvandsfartøjer - og ikke mindst koordineringen på tværs af statslige og lokale myndigheder.

 

– Det var en meget værdifuld øvelse for Beredskabsstyrelsen. Vi fik blandt andet styrket samarbejdet med de øvrige myndigheder og trænet procedurer i en kompleks situation. Dermed står vi endnu stærkere, hvis uheldet en dag er ude, siger seniorsergent Thomas Sylvester.

 

Øvelsen blev afviklet i samarbejde mellem Københavns Politi, Beredskabsstyrelsen, Hovedstadens Beredskab, Tårnby Brandvæsen, CPH Lufthavn, Søværnskommandoen og Miljøstyrelsen.