Danskernes Risikoopfattelse går i dybden med, hvordan befolkningen forholder sig til en række af de risici, som myndighederne udpeger som de mest væsentlige for samfundet at forholde sig til.

Foto: Unsplash.

Danskernes Risikoopfattelse 2022 tager udgangspunkt i en repræsentativ, web-baseret spørgeskemaundersøgelse blandt 1.000 danskere. Respondenterne blev bedt om at forholde sig til en række risici på flere parametre. Dertil kom spørgsmål om bl.a. kommunikation fra myndighederne i forbindelse med kriser, ulykker og katastrofer.

 

Epinion gennemførte spørgeskemaundersøgelsen for Beredskabsstyrelsen i en tougers periode i oktober 2022. På baggrund af undersøgelsen har Beredskabsstyrelsen udarbejdet denne rapport.

 

Beredskabsstyrelsen har udgivet tidligere versioner af Danskernes Risikoopfattelse i 2016, 2017 og 2019.

 

Nedslag i rapporten

Befolkningen er overordnet mere bekymret for risiciene end i 2019. Det gælder især bekymringen for selv at blive direkte påvirket.

I forhold til 2019 vurderer flere, at Danmark har et beredskab til at håndtere cyberangreb, sikkerhedspolitiske kriser, udbrud af smitsomme sygdomme, terrorhandlinger og radioaktivt udslip. For flertallet af hændelsestyper er vurderingen af beredskabet dog faldet ift. 2019.

Størstedelen af befolkningen har tillid til, at myndighederne vil hjælpe dem, hvis de bliver påvirket af en ulykke, krise eller katastrofe. Tilliden ses generelt på tværs af en række spørgsmål.

Sammenlignet med 2019 ser færre det som sandsynligt, at vejrrelaterede hændelser som storme og oversvømmelser vil ramme Danmark i løbet af de kommende fem år.

Cirka halvdelen af befolkningen mener, at de selv bør handle i tilfælde af større ulykker eller kriser.

Cirka halvdelen af befolkningen mener, at myndighederne er gode nok til at give handlingsanvisninger i tilfælde af større ulykker eller kriser. Det er markant flere end i 2019.

Befolkningen opfatter fagfolk og eksperter som de mest pålidelige kilder til information ved kriser og ulykker. De mindst troværdige kilder ses som grupper og private fora på sociale medier.

  • Udgiver

    Beredskabsstyrelsen

  • Udgivelsesdato

    11. januar, 2023

Hent publikation