Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Beredskab i Danmark 
 

Det statslige redningsberedskab 

Det statslige redningsberedskab yder assistance til det kommunale rednings-beredskab ved større, længerevarende eller mandskabskrævende hændelser eller hændelser, der kræver specialudstyr. Assistanceberedskabet er placeret på Beredskabsstyrelsens beredskabscentre.

Beredskabsstyrelsens beredskabscentre er placeret i henholdsvis Thisted, Herning, Haderslev, Næstved og Allinge. Centrene har alle en døgnbemandet udrykningsvagt bestående af værnepligtige og befalingsmænd. Frivilligcentret i Hedehusene har ligeledes døgnvagt med frivillige og befalingsmænd. 

Det statslige redningsberedskab kan således indsættes fleksibelt overalt i landet i tilfælde af store natur- og menneskeskabte ulykker og katastrofer af national karakter, herunder som følge af voldsomt vejr og terror, og i øvrigt anvendes som en beredskabskapacitet i særlige situationer, eksempelvis ved store internationale begivenheder på dansk grund eller som støtte til andre beredskabsaktører mv.

Det statslige redningsberedskab udgør desuden den nationale kapacitet til at yde international katastrofebistand. Regeringen kan således indsætte det statslige redningsberedskab i udlandet til bistand ved omfattende natur- eller menneskeskabte ulykker og katastrofer. 

Det statslige redningsberedskabs forankring på regionale beredskabscentre, der er fordelt over hele landet, hvilket betyder, at mandskab og materiel kan være fremme over det meste af landet inden for en time og resten af landet ind for ca. to timer. Kapaciteten i katastrofeberedskabet nyttiggøres således i det daglige til at løse beredskabsopgaver og på regionalt plan støtte kommunernes og andre myndigheders daglige beredskab. 

Beredskabscentrene varetager herudover uddannelsen af værnepligtige, der indgår i centrenes udrykningsvagter.
Sidst opdateret 22-06-2017 - kl. 14:18