Ukrudtsbrænder, der brænder græs.

Ukrudtsbrænder, der brænder græs af. Foto af Getty Images / Canva.

Påskeferie venter forude, og mange går derfor i den kommende tid i haven for at få bugt med ukrudtet. Men hvis du allerede er på vej ud og puste støvet af din ukrudtsbrænder, så husk at læse op på brugen af den, inden du sætter i gang. For det kan koste dyrt for både dig selv, dine naboer og dit lokale brandvæsen, hvis brænderen får sat ild i andet end ukrudt.

 

- Sidste år rykkede brandvæsenet ud til over 360 brande forårsaget af ukrudtsbrændere, og i stort set alle tilfælde ser vi, at det er på grund af uforsigtig brug af eller uheld med ukrudtsbrænderen, siger forebyggelsesekspert Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen.

 

De nyeste tal fra Beredskabsstyrelsens kommende brandårsagsrapport viser nemlig, at 99 % af alle brande forårsaget af ukrudtsbrændere skyldes uopmærksomhed. Rapporten bliver offentliggjort senere i år.

 

Statistik om brande forårsaget af ukrudtsbrændere 2024

Om statistikken: De opgjorte antal brande er brandvæsenets formodning om årsagen til branden. Data består af oplysninger fra ODIN for perioden 2019 til og med 2023.

Ifølge Mads Dalgaard skyldes de mange ukrudtsbrænder-relaterede brande i foråret, ifølge Mads Dalgaard, som oftest en uheldig cocktail af åben ild, letantændelige blade og at gasflammen benyttes for tæt på hegn og bygninger. Derfor opfordrer Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber alle med en ukrudtsbrænder til at følge disse tre råd:

 

1.    Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde

 

2.    Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op

 

3.    Hav altid vand i nærheden

 

Infografik om ukrudtsbrændere

 

Selve forårsvejret kan også gøre brugen af ukrudtsbrænderen ekstra farlig. For selvom vejret er godt, kan blæst og tørt vejr også risikere at gøre flammerne mere uforudsigelige. Derfor opfordrer Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber til ikke at bruge åben ild i blæsevejr, og når det er tørt. Får ilden først fat, kan det gå stærkt.

 

I cirka to ud af tre brande brandvæsenet rykker ud til, når det faktisk at udvikle sig til en reel bygningsbrand, inden brandvæsenet når frem. Så pas nu på, når du skal fjerne ukrudt i indkørslen ved dit hus eller ved plankeværket i kolonihaven, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

 

Kend din ukrudtsbrænder

 

En anden måde at forebygge bygningsbrande er at være mere bekendt med sin ukrudtsbrænder.

 

”Det er altid en god idé at læse brugsvejledningen, så du kan se hvordan ukrudtsbrænderen skal anvendes, og hvordan den monteres korrekt”, siger kontorchef Nicoline Zederkof Jensen fra Sikkerhedsstyrelsen.

 

Derfor opfordrer Sikkerhedsstyrelsen også altid ejere af ukrudtsbrændere til at orientere sig i vejledningen, så der ikke opstår tvivl om, hvilken gas der skal bruges, hvordan brænderen anvendes og hvordan den monteres korrekt. 

 

Ring altid 1-1-2, hvis der opstår brand, som du ikke selv kan slukke.

Brandfare.dk

Hvis du gerne vil anvende åben ild i haven eller i naturen, så tjek brandfareindekset på brandfare.dk og se, om der er forhøjet brandfare eller udstedt afbrændingsforbud.

 

Forholdene kan variere fra dag til dag, så du bør altid tjekke, hvad der gælder lokalt.

 

Find flere gode råd om, hvordan du undgår at starte brande i naturen på brandfare.dk.